Hvor vil du hen herfra?   Hedebondens søn
Peter
af
Lars Deleuran (uddrag fra min artikel i Personalhistorisk Tidsskrift, 1999:1)
Peter Christensen, Brønderslev 1846-1921
Dyrlæge Peter Christensen,
Brønderslev, 1846-1921.
1849 og 1920 er to markante milepæle i Danmarkshistorien. Mellem disse milepæle sker alt det som er grundlaget for Danmark i dag Lad mig blot nævne nogle af de vigtigste: folkestyrets fødsel i 1849, industrialismen, vandringen fra land til by, højskoler, bedre folkeskoler, andels-bevægelsen, brugsforeningerne, fagforeningerne, socialismen, parlamentarismen, det sønderjyske spørgsmål bliver løst - og meget, meget mere. Det var ikke nogen nem overgang: Estrup og hans gendarmer, krigen 1864, og ikke mindst: alle de mange tabere som kunne beses i byernes slum-kvarterer og på de små usle husmands-steder ude på landet. Omforandringen af det gamle samfund kostede dyrt i menneskeskæbner. Historien fra 1849 til 1920 kan læses i enhver Danmarks-historie. Jeg har valgt at bringe den set gennem min oldefader, bondesønnen Peter Christensen, briller.

I 1846 bliver der født en dreng paa en fattig gaard midt paa den midtjyske hede i nærheden af Karup, mange aartier før Dalgas og hans Hedeselskab forvandlede det hele til agerland. Faderen var den 31-aarige gaardejer Christen Petersen, som aaret før havde giftet sig med den 21-aarige Anne Christensdatter. Drengen var den første i rækken i en børneflok på 12 - og kom ifølge god, almindelig dansk navneskik paa den tid til at hedde: Peter Christens Søn eller Peter Christensen. Peter’s mor, Anne, dør allerede som 40-aarig slidt op af børnefødsler, og det haarde arbejde paa den lille gaard paa Heden. Christen dør først i 1890 - 75 aar gammel.

Christen Petersen, bonde i Høgild
Christen Petersen,
1815-1890, bonde i Høgild.

I sommeren 1921 ligger den nu 75-aarige Peter i en hospitalsseng paa Aalborg Kommunehospital, og lader sine tanker gaa tilbage paa sit lange liv. Han har lige været igennem en større operation og ligger nu og skal rekreere sig før han skal udskrives og hjem til Brønderslev. Hans ældste søn, politidyrlæge Holger Christensen fra Århus, besøger ham på sygehuset flere gange den sommer i 1921. På et af besøgene medbringer han en stor, linieret foliebog med mange hundrede, blanke sider. Holger har fået den udmærkede idé at der skal startes en slægtsbog i familien. Slægtsbogen skal starte med den gamle dyrlæges erindringer, hvorefter den skal gå i cirkulation i slægten.

Peter er straks med på ideen: Skrifteksempel

Peters Erindringer:

"Jeg kan ikke føre vor Stamtavle længere tilbage end til min bedstemor, Faders moder, hvis mand døde pludselig i samme gaard, hvor jeg er født den 27. April 1846 i Høgild, Sønder Resen Sogn, Fjends Herred i Viborg Amt af Gaardeier Christen Pedersen og hustru Anne Christensdatter, hvis Fader var Gaardeier Chr. Madsen i Egelund, Haderup Sogn, Guderup Herred, Ringkøbing Amt.

Jeg var den ældste af ni levende Søskende og tre døde. Det faldt saaledes i mit lod som Dreng at skulle tit og ofte passe mine yngre Søskende, naar Moder havde travlt i Huset, hvilket næsten altid var tilfældet, da hendes Madhjælp var ringe. Det passede jo ikke altid "Pair" som jeg altid kaldtes; det var meget mere morsomt at komme ud at lege sammen med mine jævnaldrende. Gav den Lille sig saa til rigtigt at skrige, hvilket jeg ikke altid var helt uskyldig i, ja saa kom Moder, og jeg var fri - foreløbig. Moder sagde da saa "hvad er der da i veien med "æ Baan". Det kunde "Pair" heller ikke forstaa. Naar jeg en Gang imellem besøger min ældste Broder Christen - nu Toldkontrollør i København - han har taget Navneforandring og hedder nu Tengsted - udbryder han "jamen det er jo Broder Pair."

Mine barndomsminder derude fra den jyske Hede bliver jo kun Brudstykker, som de stiger frem i min Hukommelse fra denne saa lykkelige Tid trods forholdsvis streng Arbeide og - "Hindhede" kost, der mest bestod af Øllebrød og Kartofler.

Naar vi Drenge, navnlig Møllerens Frederik og jeg - vi vare næsten daglig sammen - slap gjennem Isen paa Mølledammen, og jeg kom hjem til Moder med vaade Hoser, saa vankede der "Smør" til "Pair" om Ørerne med de vaade Strømper. Det var galt med Hænderne, dem frøs man, og Vanter havde jeg ikke. Jeg akkorderede saa med Moder, der lovede mig Garn, naar jeg selv kunde strikke Vanterne. Det gik jo langtsomt, men saa akkorderede jeg igjen med vor tjeneste Pige Lisberth fra Alheden; hun skulde strikke for mig om aftenen, mens Moder sov Mørkningssøvnen, mod at jeg skulde bære Vand og Tørv ind for Lisberth. Paa den Maade fik jeg saa mine Vanter færdige, og stor var Glæden, da jeg viste Frederik mine nye Bælgvanter. Vanterne skulde jo valkes; dette skulde jeg ogsaa selv gjøre paa Enden af en Skammel.

Lisberth hørte saa at sige til Inventariet; hun tjente for os i 11 aar og havde vi ikke faaet hende afsat til en ældre Enkemand med mange Børn, saa havde hun maaske været i Familien endnu !!

Mit Fødehjem var med flere Hundrede Td. Land, men kun ca. 22 Skjeppe Hartkorn, drivedes med 2 á 3 Spand Stude. Folk sagde, at Lisberth og Kræn Pairsens Stude vare uadskellige. Samme Pige tog ret livlig Del i min Optugtelse, var jeg ikke efter hendes Sind eller have drillet hende, vankede der en paa Kassen til mig arme Synder. Senere da jeg blev større, underrrettede je hende om, at nu gik den ikke længere. En Gang var jeg nær kommen rigtig galt afsted. Det var i September Maaned en Lørdag Eftermiddag. De store Stude skulde Hjem og for Ploven. Lisberth og jeg drev dem saa foran os, vi havde ikke Reb paa dem. Jeg sagde saa til Lisberth, om det ikke kunde gaa an at binde Halerne sammen; det fandt Lisberth var hel Sjov. Jeg bandt halerne sammen; men Ak og Ve! Studene gik hver til sin Side, og - Halen slap af den Fjermer hel oppe. Den anden blev hel tosset med den lange Hale slæbende efter sig. Det var saa galt som det kunde være, da Studene i næste Uge Skulde til Toftmarkedet i Viborg. Min kjære og gode Moder fik mig gjemt oppe paa "A Høloft" indtil Faderens "Raseri" var gaaet over, derefter fik hun mig puttet i Seng med en stor Rugmellemmad i Haanden.

Søndag Morgen kom Fader og kaldte, det kan nok være jeg kom op i en Fart. Fader sagde ingen Ting. Til Gaarden hørte en saakaldt Fæmose paa ca. 90 tdl. Land; her græssede Ungkreaturerne om Sommeren i Fællesskab med Byens andre Dyr. Eierne af disse havde jo lignende Mosearealer. At komme som Vogterdreng derned var en stor Fornøielse for vi Børn, der kom vi jo sammen med andre Børn og legede hele Tiden; thi Kreaturerne kunne jo passe sig selv naar vi først var kommen derind i Mosen. Men desværre for mig faldt det sjældent i mit Lod den glæde. Som den ældste af Børnene fik jeg sædvanligvis Den ulige vanskelige Del at vogte Faarene, en 30-40 stk. i løs Drift. Det var lidt ensomt og kjedsommeligt, og min eneste Adspredelse var førnævnte Møllerens Frederik, der passede Køerne ved Siden af. Køerne stod i Tøir. I Faareflokken var et Faar, Brød-faaret kaldet, fordi det kom, naar jeg spiste min Ostemellemad, og fik saa Brød med. Til Beskyttelse mod Kulden havde jeg en gammel Militærfrakke, den passede ganske vist ikke min unge slanke Krop. Ærmerne vare næste dobbelt forlange og lignende det øvrige af "Krigs-kjolen". Én dag, det var varmt, trak Frederik og jeg af Tøiet for at være lettere tilbens i paakommende Tilfælde; der ikke lod vente længe paa sig. Vi trak nemlig Brødfaaret i "Krigskjolen", hægtede den om Faarets Hals og knappede den under Bryst og Bug. Faaret var tilsyneladende meget forundret over sit nye Habitus, navnlig de lange Ærmer; men hvad hun ikke var, saa var Flokken, da Brødfaaret i Galop nærmede sig. "Fjenden" blev fuldstændig lamslaaet af Skræk og i vild Flugt skete Tilbagetoget. Brødfaaret kunde slet ikke forstaa Situationen, gjorde holdt og saa sig tilbage og saa igjen afsted i strakt Galop med de flagrende Ærmer. Trods Frederiks og min Nøgenhed kunde vi ikke standse den vilde Flugt eiheller faa fat i "Himstergimsen" og faa hende afklædt. Da Frederik saa det uheldige Resultat af Spøgen, tog han i en fart sit gode Tøi og forsvandt over til sine Køer - saa kunde jeg staa ene i det. Det er i Nød man skal kjende sine Venner - Hjem gik det, jeg var nødt til i Adams Kostyme at følge Flokken. Min kære gamle Bedstemoder der saa tit frelste mig for Klø, naar jeg havde begaaet en Genistreg, hjalp mig ogsaa den Gang. "Jøsses", sagde hun, "har der været Røvere ved Æ Baan". Jeg slap ogsaa denne Gang for Afklapsning.

Min iøvrigt gode og kjærlige Moder havde for mig faaet den uheldige Vane, naar jeg skulde have Klø, at fange mit Hoved med sine Ben, og saa kan det nok være, der var frit Slag paa "Pair", der som eneste Frelser saa efter Farmor, og det slog heller aldrig Feil, naar hun var i Nærheden, saa "sprang hun paa Moder" og Pair stak af, og Moders Vrede var over med det samme.

Jeg mindes en anden Historie fra min Barndom; jeg var til Skade at slaa en Krukke med 2 Ører itu, og saa skulde jeg ogsaa have Klø - den Gang blev vi optugtet modsat nu - jeg rendte med den halve Krukke, Moder bagefter, gjennem Stuerne, Køkkenet o.s.v. Jeg var mere gesvindt til at kjomme gjennem Dørene end min noget korpulente Moder, saa afstanden mellem os blev jo længere og større; til sidst kom Moder til at le af Situationen, og Venskabet attet oprettet.

Min ældste Broder Christen - nu Toldkontrollør Tengsted, København var bedre til at gaa Forældrene under Øinene end jeg; det syntes jeg jo ikke om og vilde gjerne overføre nogle af mine for mange Klø paa ham, naar jeg fandt, han fortjente dem. En Dag ude i Gaarden var jeg ved at tildele ham, som jeg syntes, en lille refærdig Revselse, jeg sad skrævs over ham og tildelte ham paa hans Unævnlige nogle Striber. Men det skulde jeg ikke have gjort, Moder var i det samme over mig, og "Pair" maatte retirere.

Vor gode Fader var vi mere bange for, han slog kun sjælden, men saa haardt, at Bagen i længere Tid var øm, og ham turde vi ikke rende fra. Fader og Moder hørte til Indre Mission, og vi Børn maatte ikke spille Kort, dette var strængt "Verboten"; men desto større blev Lysten til netop at spille Kort. Christen og jeg skulde tærske paa Loen; men naar Fader ikke var tilstede spillede vi Kort over en omvendt Sold, der laa paa Hakkelseskisten; hørte vi saa Fader komme, Wupti, var de gamle Kort begravede i Hakkelse Dyngen og vi skar Hakkelse af fuld Kraft. Fader havde i sine yngere Dage været lidenskabelig Kortspiller siddende hele Nætter igjennem for at spille. Nu havde han indset, hvad Ondt det kunne føre til. Som før nævnt skulle vi to Knægte om vintren tærske. Naar vi skulle kærne Byg, troede vi at det var lettere at løbe om i det, naturligvis med Træsko paa end Kærne med Pleilene; men for at Træde haardere skulle vi ride paa hinanden. Christen skyldte mig saa for, at han oftest skulle være Hest - hel Løgn var det maaske saa heller ikke.

Vor Skole i Høgild var tarvelig; kun hver anden Dag, da vor Skole var Biskole til Resen. Skolen i Høgild var hele Tiden i vor Storstue hjemme. Læreren var stadig uexamineret. Den første, jeg kan hudske, var Murer om sommeren. Foruden Religion, Oplæsning, Regning maatte vi lære Salmer udenad. De to store Stykker i Balles Lærebog: "Paa S. levnes kun liden Tid til Omvendelser" o.s.v, var strænge at faa banket ind udenad. De tolv smaa Profeter: Horian, Joul, Amur, Abedias, Jonas, Mika, N… o.s.v. var heller ikke lette. Frederik og jeg var ogsaa i Skolen Kammerater og sad øverst. Vi havde faaet en ny Lærer Peer Boutel, der var lidt aparte; en Dag var han blevet klippet, som vi syntes, temlig tæt, og Frederik sagde da "han var skijjengal" , herover kom vi istedetfor at lære til at le, og før vi vidste af nogen Ting at sige, fik vi en saadan Sinkadus af Peer Boutels Spadsererstok over vore ulykkelige Unævnlige, at vi hoppede begge høit i Veiret. Denne Handling foregik helt i Stilhed, der blev ikke sagt et Ord. Historie og Verdenshistorie, Botanik og Geografi lærte vi ikke; kun de 17 Hovedstæder i Europa lærte vi udenad. Vi kjendte fra Skolen af saa at sige ikke et Træ eller Busk. Denne mangelfulde Undervisning generede mig senere meget, baade da jeg skulde tage Examen i Officerskolens næstyngste Klasse ogsaa senere, da jeg maatte underkaste mig Præliminærexamen for at komme ind som Veterinærelev paa Landbohøiskolen.

Der siges at Fattigfolks eneste Fornøielse er at have Børn. Paa denne fattige Egn Høgild var der mange Børn; vi var saaledes 9 Søskende levende; men til at undervise det store Antal Børn, var der kun een - uexamineret Lærer, der jo slet ikke kunde overkomme Arbeidet. De største af Børnene blev derfor sat til at skulle læse med de yngre.

Fader skyldte nogle Penge til min Gudfader og Gudmoder Niels Madsen i Svenstrup pr. Holstebro. De Penge blev jeg sendt afsted med. Jeg var den Gang antagelig 8-9 Aar gl. Forsendelsen blev syet ind i min Trøie, og da mine Stadsbukser ikke var fine nok til saa lang en Tour, godt 3 Mil, maatte Moder ned at laane Buxer hos Møllerens Frederik. Jeg havde aldrig været paa den Tour før eller i det hele taget saa langt henne. Fader skrev saa Navnene op paa de Byer, jeg skulde passiere; saa kunde jeg spørge Vei til næste By. Jeg havde selvfølgelig Melmad i Lommen. Jeg kom paa den Maade henad Eftermiddagen til den store Landsby Sevel med en saa dundrende Hovedpine at jeg ikke kunde gaa længere i den stærke Solvarme. I en Gaard turde jeg ikke gaa ind, og kravlede da hen til et hvidkalket Hus paa Høire Haand og klagede min Nød. Den skikkelige Kone fik mig da i Seng - da jeg var færdig med at kaste op - en deilig Seng med hvide Lagner. Hjemme brugte vi uldne Lagner. Jeg faldt strax i Søvn, og da jeg havde udsovet og faaet kaffe, viste Konen mig Veien til Svenstrup, der for min barnlige Fantasie stod for mig som det forjættede Land, der flød med Mælk og Honning; og jeg blev heller ikke skuffet, min Gudmoder og Hendes viste ikke alt det Gode, de ville gjøre mig. Aa! Jeg syntes, det var saa deiligt, jeg havde aldrig kendt noget saa skjønt. Det var med Sorg i Sind, jeg efter 2 Dages Forløb maatte vende tilbage til Høgild - og aflevere de laante Buxer til Møllerens Frederik med Tak for Laan.

Tiden gik saa paa sædvanlig vis med dygtig Arbeide til "Pair", han maatte ud med Lisberth for at lære at pløie; naturligvis med Stude og en gammeldags Hjulplov, jeg kunde lige naa at faa fat paa Haandtageme, og Lisberth kørte Studene. Det varede ikke heller ret længe, før jeg selv ogsaa maatte være Kudsk med de store Plovstude, der kunde følge Turen selv. Lisberth maatte saa ud med et Spand yngre Stude, der ikke var alt saa drevne.

Jeg skal omtale en Begivenhed en regnfuld Dag med Blæst i November Maaned, der gjorde et vældigt Indtryk paa mit barnlige Sind. Fader fiskede en Del i Karup Aa, der løb gjennem vor Eng. Det var Lax og Ørreder, der fangedes her. Fader stod op Kl. 2 om Natten og gik ned til Aaen. Paa den Tid drev Fisken mod Strømmen, det kunde sees paa Vandoverfladen. Saae gjaldt det om i en Fart at komme af Vesten og faa den hængt paa den øverste Ende af Lysterstagen og vifte foran Fisken, der herover blev bange og søgte efter Ly ialtfald med Hovedet; et saadan Ly var Stillet an i Aaen, og her flød saa Fyren ind: Et saadant Ly Kaldtes "Æ Staaen"; den blev saa omringet med Toggeren - og "Bæstet" svømmede saa ud i Garnet. Se hvilken Fryd, naar man saa trak en saadan spillende "Svend" op paa Land. Den største, jeg mindes, der blev fanget veiede 22 lb. Det var om Sommeren; om Efteraaret fiskede man med Lyster.

Det var altsaa i November, Far og en anden Mand havde været ude at fiske og kom Hjem vaade og forfrosne. Søster Karen havde godt Fyr paa, hun var ved at støbe Lys. De fik saa noget at spise, og for at blive rigtig varmet op, bagefter en Kop Kaffe. Saa gik den anden Mand ud, og da han ikke kom ind igjen, tog Fader lampen og vilde ud at se efter ham. Lampen blæste ud, men Fader kunde i Mørket se, der laa noget i Gaarden, han løb derhen og der laa Manden og var Død med Ansigtet ned i en lille Plask Vand. Vi fik ham saa baaret ind i Storstuen og lagt op paa Skolebordet. Der blev sendt Bud til Resen (1/2 mil) efter Sognefogden - og der skulde Bud til Doctor og Herredfoged i Viborg (3 mil), og jeg skulde saa i Nattens Mulm og Mørke løbe til Viborg med Bud. Men jeg var bleven saa forskrækket, at det turde jeg ikke, og et andet Bud maatte afsted. Doctor Berg og Herredsfogeden kom imidlertid først 3de Dagen efter. Jeg skulde saa efter Synet køre Liget hjem til Konen, det var blevet noget mørkt, og Blæsten rev Dækkenet bort. Aa! Hvor jeg var bange.

Vor gamle Pige slog mig nu ikke mere, jeg var bleven for stor, og lod hende forstaa, at jeg vilde slaa igjen. Jeg troer ogsaa, hun var lidt stolt af mig, saa godt jeg kunde pløie. Hun havde jo lært mig det.

Om vinteren skulde jeg gaa til Præst til Vrou; men hertil var halvanden mil. Jeg blev saa fæstet for et Aar til Agerbæk i Resen. Derfra til Vrou var der kun 1 Mil. Det var jo et stort Pluds for mig. Vinteren gik udmærket, selv om Turen maatte begynde i Mørke; men det hjælper saa godt naar man er flere ifølge. Navnlig Hjemturen var morsom med Skrivning paa Isdamene. Veien var ellers kedelig omtrent ene Hede. Den sidste Dag vi var ved Præsten skulde der ofres, jeg tror nok, jeg gav en Daler; men saa kom vi ogsaa ind til Madammen og fik Vafler; vi syntes nok, de var noget tynde, og jeg kom til Skade, der hængte 2 sammen. Det fik jeg for resten at høre ofte senere. Frederik og jeg stod øverst paa Kirkegulvet. Frederik som No. 1.

Om sommeren vogtede jeg Kreaturerne paa Agerbæk og morede mig med i min Ensomhed at rette Snore for Agerhøns ved Deres Reder, naar Hønen var fanget, kom jeg hjem med den og hendes 4 æg, der blev bagt i Pandekager, forsaavidt de endnu var friske. Jeg havde aldrig været syg med Undtagelse af Hovedpine en Gang imellem; men denne Sommer fik jeg i temlig høi Grad Koldfeber - en Sygdom, der næsten ikke kjendes mere her, siden Dræning og Grøftning af de sure Jorder. Jeg havde Feber og fantaserede. Doctor var der jo ikke tale om at faa hentet - jeg maatte jo komme mig af mig selv, hvilket jeg ogsaa gjorde. Der var i det hele taget næsten aldrig Tale om at hente hverken Læge eller Dyrlæge derude paa den fattige Egn og det gjordes sædvanligvis heller ikke nødig, thi der levedes et sundt Liv efter Mundheldet: arbeide sig træt, spise sig mæt og sove sig let. Det var kun i Barselsaffære, der var Tale om at hente Læge. Jeg mindes kun engang vi havde Dyrlæge hjemme, det var en B……?, det var galt med hos en Ko.

Det var Dyrlæge Lorentzen fra Viborg, der kom derud. Der var ingen nærmere. Jeg syntes det var noget forskrækkelig noget, og anede ikke, hvorofte jeg selv senere kom til at udføre lignende Forretninger.

Det ensformige Hyrdeliv hos min Faders Slægtning i Agerbæk tiltalte mig ikke, skjøndt Eierinden, Enken Inger, Datteren Mette og Søren var meget gode og elskværdige overfor mig; og jeg vilde da hellere være der end Hjemme. Jeg var imidlertid blevet fæstet fra November af til min Gudmoder og hendes mand Niels Madsen i Svenstrup. Det "Para-dis" jeg for nogle Aar maatte forlade, da jeg havde været derhenne med Pengene. Skjøndt jeg var glad for at være der, var det neppe som før, da jeg var der som lille Dreng og som Gjæst med Pengene. Jeg skulde nu passe Kreaturerne om Vinteren med andre Ord, jeg var Røgterdreng. Om Sommeren skulde jeg gaa med til Arbeide: bruge Heste, trille Tørv ud m.v. Her fik jeg min første Forelskelse i Datteren Madssine. Det gik da saa nogenlunde, jeg var svært paa Tæerne med at passe hende op bære Vand og Tørv ind o.s.v. o.s.v. Men jeg havde en Søndag et slemme Uheld; jeg vilde ogsaa hjælpe Madssine at malke ude i Gaarden. Og den "Uting" af Ko satte det nærmer Bagben i min Spand, væltede mig af Malkestolen, saa jeg trillede hen av Gaarden, og Madssine og de andre grinede, saa det var for mig en Gru - Madssine ikke Mindst. Der fik min unge Kjærlighed et Grundskud; som den aldrig forvandt: "Hvor de Kvinder kan være troløse". Niels Madsen havde kun Døttre; Karlen Jens var forelsket i en af dem Mette Marie, og hun drev Løier med den sølle Jens; lagde en oppustet Tarm i hans Seng o.s.v. Mettemarie blev senere gift med en Gaardmand. Jeg var med til Brylluppet, det første i mit Liv. Det var da forskrækeligt saa meget godt, vi fik at spise og Søsterkage med hjem i Lommetørklædet. Niels Madsen var en flittig Kirkegænger; men det tog undertiden vel lang Tid for samme Hr. Niels: Han kom ind til Høkeren ved Siden af Kirken. Det gamle Ord "Hvor der bygges et Bedehus; bygger Fanden ved siden af en Kro" gik ogsaa her i Opfyldelse. Min Gudmoder Christiane var meget religiøs. Og holdt ikke af Præsterne og allermindst af hendes Mad’s Kirkegang. For dog at redde saa meget som muligt af Æren listede Niels saa op i Gjæstekammeret i Storstuen henad kl. 2-3 om Natten. Saa var Rusen gaaet over om Morgenen, og samme Hr. Niels var selvfølgelig kommen ved Sengetid, og for ikke at forstyrre var han gaaet derop. Til al Uheld for Niels var der kommen en døv Skrædder, der ogsaa skulde ligge deroppe. Pigebørnene havde lagt Mærke til at Skrædderen, naar han gik i Seng, stod op i Fodenden og lod sig saa Dumpe ned. Dette maatte udnyttes. En gammel sort Lergryde med noget Vand i blev sat i Sengen, og da Skrædderen havde sagt Godnat stod Døttrene i Gangen og Lyttede. Alt gik efter Beregning. Skrædderen smadrede den Sorte med et stor Brøl af Forskrækkelse, og saa blev der stille, men han havde saadan en Mas med Skaarene. Det kunde Pigerne ikke forstaa, og de maatte give tabt. Skrædderen vidste imidlertid, at Niels Madsen endnu Mandag Aften ikke var kommen fra Kirken og vidste at Niels vilde liste sig med sin høie Hat op i Gjæstekamret. Den Døve havde saa stablet Skaarene op paa to Stokke over Dørene. Som tænkt saa gik det. Niels kom ud av Natten med en B... paa, listede stille hen til Døren til Storstuen, lukkede den meget forsigtigt op for at ingen skulde høre, at han var kommet saa sent hjem, bukkede dybt for at den høie Hat ikke skulde tage imod, hvilket den dog gjorde alligevel. Følgen udeblev ikke, alle Skaarene raslede ned om Ørene paa den gode Niels Madsen, der i sand Forskrækkelse raabte:" Christiane! Nu faldt skam alle Dine Tallerkerne ned". Saa fik min Gudmoder at vide, hvad Tid .. det var. Den Historie døde ikke i Synden for min stakkels Gudfader.

Da jeg var stor og stærk samt nem paa Næverne maatte jeg tage fat paa alle forefaldne Arbeider: trille Tørv ud, sprede Gødning o.s.v. Paa Gaarden var der et par 2 aars Plage der kildrede min Ærgjerrighed, da jeg omsider blev tiltroet til at køre med dem, ja endog til med at pløie for Husmændene.

Saadan gik Somren. Gaarden blev solgt, og der blev bygget et Husmandsbrug paa en frilagt Parcel af Marken. Jeg blev Oppasser for Murerne, Tømrerne og stak op for Tækkemanden. Tiden gik hurtigt og godt, og jeg var lykkelig ved min Ungdom, og at der blev taget Hensyn til den raske Dreng. Livets Alvor og Bekymringer for Fremtiden var endnu ikke gaaet op for mig.

in gode Gudfolk var nu blevet Husfolk, og der havde ikke mere Brug for mig. Jeg var ikke saa meget glad for igjen at komme Hjem; men der blev ikke andet for, jeg samlede mine faa Eiendele i en Bylt med en Snor omkrig, tog den paa Nakken og begav mig den første November paa Vandring ca. 3 mil efter Høgild til. Nu skulde min Broder Christen og jeg holde Karl ude. Vi skulde saaledes tærske Sæden, kører Byg o.s.v. Hermed gik Tiden. Moder blev meget syg, og vi maatte have en Læge fra Kjellerup. En Nabomand hentede ham, der var ca. 3 Mil, og saa skulde jeg om Aftenen køre ham til Skovfogedboligen: Stendalsgaard. Vi havde nu faaet Heste. Det blev saa mørkt at jeg maatte blive Der om Natten. Doctoren kunde imedlertid ikke holde Liv i min kære Moder, hun døde - og jeg blev begravelsesaftenen budet til at køre til Holstebro samme Nat for om Morgenen at melde os til Tyskerne, hvis Bagage Vognene skulle køre til Viborg. Vi var flere ifølge og det var svært over Haderup Hede. Det blev saa mørkt. Jeg blev udtaget til at skulde gjøre Turen til Viborg ca. 7 Mil paa een Dag med Forpleiningsfolk. Det var en stræng Tour for Hestene, og jeg spekulerede paa at blive fri. Den ene Hest havde stadigt et Tykt Bagben; dette viste jeg Tyskerne og fortalte dem, at Hesten ikke kunde holde ud til Turen paa en Dag. Saa blev jeg fri, og kom Dagen efter til at køre med Tornystere. Men der kunde jeg snart have faaet Klø af Bajonetskederne. Jeg kørte i stor Kassevogn, og for ikke at blive forlæsset, havde jeg hjemme taget Bagsmækken af. Jeg havde saa et Vognskrin for i Vognen og en aaben Agestol midt i. Der blev saaledes ikke Plads til megen Bagage. Tyskerne kjørte Agestolen hen over Vognskrinet, og mens de fjernede sig, skubbede jeg Agestolen tilbage. Dette gentog sig 3 Gange, men saa raslede de med Bajonetskederne; saa turde jeg ikke mere. Slap vor Mad op, blev vi forpleide af Fjenden. Forpleiningen bestod da mest af sort Kaffe uden Sukker og Fløde og Smørrebrød. Vi var nogle Skridt bagefter de marcherende Tropper. Den 1st Dag kom vi omtrent Halvveien til Hagebro, hvor Indkvarteringen fandt Sted i de omliggende Eiendomme. Jeg kørte hjem og mødte næsten Morgen til Turen til Viborg. Ankommen der dannedes en Vognborg. Vor Nabo og jeg fik Plads ved en Udvej og i et ubevogtet Øieblik saa vi vor Snit til at forsvinde i stor Fart udaf en Hedevei ud I Ahlheden. De fandt os ikke.

I Hjemmet havde jeg stadig Udlængsel; jeg spekulerede paa mange Ting blandt andet paa at blive omreisende Uldhandler; men hertil skulde der bruges Penge, og dem havde jeg ikke. Min Broder Christen havde en Tid været paa Friseminarium i Gjedved; men var nu kommet paa Hammerum Friseminarium. Han talte med mig om at kommer der paa Høiskole,: "saa kan Du faa en Forvalterplads", sagde han. Der skulde næste Søndag være et stor Møde i Thorning, til dette Møde vilde de saa komme fra Hammerum, og saa skulde jeg mødes med dem der. Jeg spiste mit Øllebrød fik en Melmad i Lommen og begav mig aarle Søndag Morgen paa Vandring over Alheden ad en kun lidt brugt Hedevei. Det var taaget Veir, Solen saas svagt, men efterhaanden som den kom høiere paa Himlen, lettede Taagen og det blev det deiligste Efteraarsveir. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg nu stod ved et Vendepunkt i mit Liv, da jeg sad midt paa den øde og stille Hede paa en Veikant og spiste min Melmad. Jeg følte, at jeg var ved at sige Fædrehjemmet Farvel og vilde ud og prøve Vingerne paa egen Haand.

Efter Mødet i Thorning tog jeg med Eleverne om Aftenen til Hammerum, det var en lang Vei men Humøret var godt. Det gik ganske vest stille, vognen var svært laisset. Jeg blev Elev nogle Dage for at prøve, om det Liv vilde smage mig. Jo! Det syntes jeg godt om. Jeg skulde naa hjem til Fader, for at faa Lov til at komme paa Høiskole. Der skulde jo Penge til, og dem maatte Fader jo rykke ud med. Der var atter ca. 3 ½ mil at gaa, men det betød ikke noget den gang. Fader var ikke saa meget glad for Sagen. Naar jeg nu reiste bort følte han sig endnu mere ene, siden Moders Død. Men da jeg havde Lyst til det vilde han heller ikke sætte sig imod; men saa blev han nødt til at fæste en fremmed Karl.

Han kjørte mig saa til Gjelleruplund, hvor Christen med et laant Køretøi kom og hentede mig. Ved Afskeden der have baade Fader og jeg Taarer i Øinene, og det er med Vemod jeg endnu mindes Afskeden der med min gode gamle Fader, der med Sorg i Sind ene vendte tilbage til Ensomheden. Det varede imidlertid ikke længe, før Fader en skøn Dag om ridende paa den brune Hoppe for at se til sine Sønner. Aa! Hvor dette Besøg glædede mig. Fader talte med vor Vært Gaardeieren og Lærerne, de vare alle yderst imødekommende over den gamle hvidhaarede Mand, og Fader red efter et Par Dages Forløb tilbage glad ved den Ros, Lærerne Jeppesen og Thomas Nielsen - senere mangeaarig Folkethingsmand - havde givet hans Drenge. Jeg begyndte i Høiskole-afdelingen; men det varede ikke længe, før jeg kom ind i yngste Seminarieafdeling, "Der lærer Du mere og kan nok følge med" sagde Thomas Nielsen.

Jeg var der sammen med min Fætter V. - senere Lærer i Silkeborg og Jens Madsen, senere Skovrider. Han var i den Alder noget fløset; men saa fik han nogle Knubs, og saa var han Kureret. Vinteren gik udmærket godt, jeg har altid befunden mig vel ved at lære noget.

Mens jeg var hjemme, fik jeg min anden forelskelse i Møllerens Datter Anna; men den var uheldig, hun gjorde kun Nar af mig, der var et par Aar yngre end Hende, saa jeg maatte se, at glemme Hende, hvilket forresten gik let nok, da jeg var kommen paa Høiskole. Om Foraaret var Vinterskolen jo forbi; men da jeg ikke havde Lyst til igjen at komme Hjem, reiste jeg til en Fæstemand i Viborg, der skaffede mig Plads som Forkarl paa Ravnholt, en Nabogaard til Palstrup. Manden hed Futtrup og var noget hidsig. Vi stødte sammen en Dag nede i en Dal i Nærheden af Palstrup Skov. Han var saa urimelig, at jeg meget vred, smed Tømmen og traadte hen til ham med knyttet Næve, og havde han ikke holdt Mund og retireret, er jeg bange for, at han havde faaet nogle Tærsk. Mit Jyske Bondeblod var kommet i Kog. Om Eftermiddagen blev jeg inviteret i Familien til Kaffe, og han sagde: "en Hund skulde ikke gø af det". Siden kunde jeg gjøre omtrent, som jeg vilde.

Paa Ravnholt gik jeg foran i alt forefaldne Arbeide som det sig hør og bør for en rigtig Avlskarl. Jeg saaede, spredte Kunstgjødning og Sæden, altsammen med Haanden.

Om Efteraaret skulde jeg til Session og tog derfor ikke Plads for Vinteren. Paa Sessionen sagde Udskrivningschefen "noget om en flot Knægt"."Han skal være Gardist, bare han er stor nok, Sergent!, maal ham saa høi, de kan. 67 ½ Tomme", blev der raabt. "De skal være Gardist, træk nu ikke for høi et No." Jeg blev saa Gardist paa det samme Nummer. Jeg mødte næste Foraar 1869 den 30. Mai paa Garderkasernen og blev tildelt Rekrutnummer No. 40 ved 3de Companie. Tonen blandt Underofficererne var endnu den Gang noget raa. Jeg husker f.eks. en Dag ude paa Nørrefælled at en forhenværende Spilledreng, der under Vaaben var bleven Underkorporal og uheldigvis min Tropsfører, dyppede Fingren i en Kokasse og kommanderede mig til lukke Munden op, hvilket jeg naturligvis ikke gjorde - saa han maatte tørre Fingren af anderledes. Da vi fik Hvil, gik jeg hen til ham og fortalte, at det var ifølge Hærloven, at jeg aftjente min Værnepligt ligesaavel som han. Han bad mig holde Kjæft. Jeg sagde Nei; det var kun, naar jeg var under Kommando. Han fortrød det bitterlig senere. Han blev senere "Magatender" og trakterede med Portvin, for det skulde være glemt.

Rekruttiden var ikke altid saa morsom; men Rigsdagsmand Jens B. i Forespørgsel i Folketinget angaaende Befalingsmændenes Opførsel over deres Undergivne havde allerede gjort sin Virkning. Var der en stakkels Synder, der skulde have Stroppetur, skulde det altid ske midt inde paa Rosenborgs Excercerplads ikke for tæt ved Stakittet indtil Rosenborg Have; thi derinde kunde der jo gaa en Jens B. eller lignende Størrelse. Rekruttiden kom jeg godt over, jeg blev kun meldt en Gang til Straffexersits og det var saa rent uforskyldt, hvorfor jeg heller ikke mødte; men det kunde snart være gaaet galt. Det var en Lørdag Middag, en Sergent Sanderhof skulde muntre Troppen.

Søndag Morgen havde vi samme Sergent til Parade. Jeg sagde saa til Sidemand Jørgensen - jeg skrev Kjærestebreve for ham, han var ikke god til at skrive - "inviter Sergenten paa en Gjenstand i "Makatutten" og spørge ham, om han til Compagniet havde meldt Rekrut No. 40". Det havde Sergenten endnu ikke gjort; men nu efter endt Parade skulde han hjem at gjøre det. "Det skulde Du Hr. Sergent ikke gjøre, for denne Rekrut er et sølle godt Fjols, der ikke har forstaaaet det." Og saa blev Sergenten givet saa fuld, for mine Penge naturligvis, at han maatt bæres op. Og saa glemte Sergenten at faa No. 40 meldt til Compagniet.

Om Efteraaret blev jeg udtaget til Underkorporal, og da jeg skulde ligge inde alligevel, meldte jeg mig til Korporalskolen - det tog jo lige lang tid, og man fik flere Kundskaber. Men for at blive optaget der , skulde vi underkaste os en Examen, som jeg slap heldig over.’

Den Vinter var vi hel fri for Øvelser. Til Julen fik jeg Orlov at reise Hjem i Bjørnehue o.s.v. Det var jo morsomt. Søster Karen havde faaet af Møllerens Anne saa mange Spørgsmaal om naar "Pair" kom hjem, og Karen havde inviteret hende den Aften, jeg kom. Da gjorde hun ikke Nar af mig tvertimod; men nu var "Pair" voxet hende over Hovedet trods Haandtryk og forelskede Øiekast. Den stakkels Anne skrev til mig senere; men jeg tror ikke, jeg fik svaret.

Min Orlov var nu forbi, men da vi kom til Nyborg, var der Istransport over Storebælt og kunde ikke komme over. Nyborg var overfyldt af Reisende; og en Landmand og jeg var ligeved at skulle have gaaet den kolde Nat paa Gaden. Men endelig fik vi en Enkeltseng i et Karlekammer, og vi var glade for det. Næste Dag gik vi saa over med Istransport fra Knudshoved til Halskov. Fiskerne trak Baaden, og for at holde Varmen trak de Reisende med. Da vi kom i land, var vi dygtig forfrosne, og jeg synes aldrig, at en Kaffepuns har smagt mig saa godt hverken før eller senere. Jeg var smaat beslaaet med Mønt; men Forvalteren trøstede mig; han skulde nok lægge ud, om jeg "løb tør". Jeg havde 36 ører, da jeg kom hjem paa Garderkasernen igjen. Som Bevis paa Kammeratskab skal jeg meddele: vi havde paa Kommandørskolen en Jernbanemand, han var Præstesøn og for fin til at være Kamerat med os Bønder. Han var kommen paa sygehuset i R. og havde fortalt: " kan De tænke Dem, de sige uden videre "du" til mig". Uvillien imod ham blev saa stor, at det blev vedtaget, han skulde have en "bænketur", af Bajonetskederne paa hans bare Bag. Naar Visitationen paa Stuen var vel forbi; skulde Stueformanden give Tegnet, og alle som en staa op af Sengen. Vagt var posteret ved Døren, at Misæderen ikke skulle slippe ud og søge Beskyttelse i Vagten. Han havde imidlertid mærket Uraad i sidste Øieblik og laa i Buxerne. Det er en raa, grim Afstraffelse, men den gjør altid sin Virkning. Der blev ført Kontrol med, at alle slog. Jeg troer Albertis Forslag: "Forbryderne skulde have Tæsk paa den Legemsdel, der er nedenfor Ryggen" , vilde hjælpe gevaltig paa Syndikalistførerne f.eks. Næste dag gik Busk - saaledes hed han - paa Hospitalet igjen for at faa Bagen kureret, og det blev paalagt ham ikke at komme ud, før vi havde haft Præsentation for Chefen - han var en daarlig Soldat. Busk kom heller ikke før til Paaskeferien.

Om Sommeren uddannedes Rekrutterne, og jeg kunde ikke ret godt forstaa, hvor tosset jeg selv havde været for blot et Aar siden. Jeg mindes en Gang, jeg var Vagtkommandør paa Amalienborg, jeg havde sat den Flinkeste af Kommandoen som "Post for Gevær". Om Natten var jeg ude at inspicere Posten, og da stod "Post for Gevær" og sov. Jeg tog Geværet fra ham, uden at han vaagnede. Geværet hængte jeg ind i min Vagtstue, og gik saa ud og kaldte paa Manden, der forvirret sprang op - han sad på vagtstuen og benægtede haardt, at han havde sovet. "Hvor er Deres Gevær", spurgte jeg, han løb da hen og tog et af Mandskabets, han paastod, at det var hans. Geværnummeret staar anført i hver Mands Afregningsbog. Saa det var let at paavise, at Manden løi. Jeg var ked af at melde Karlen, for Straffen i saa Tilfælde er ret stor, men tage hans Benægtelse for gode Varer, tiltalte mig heller ikke, han skulde da allermindst aaben bekjende og bede om Forladelse, det vilde han ikke. Dagen efter havde jeg ham i min Trop, han kunde da ingenting gjøre godt nok. Han fik Stroppetur, til Sveden haglede af ham, og da hans fysiske Kræfter blev opbrugt, og jeg fortalte ham, at jeg ikke vilde ham noget ondt; men han skulde bekende; saa brød han i Graad og faldt sammen og bekjendte . Saa var vi gode Venner igjen.

Om Somren da den tysk-franske krig udbrød , laa vi i Leir ved Hald; Leiren blev afbrudt paa Grund af Krigen og Tropperne marcherede ned til Grændsen. Garden kom til Fredensborg og overtog igjen Kongevagten, der mens vi var i Leiren ved Hald, besørgedes af Infanteriet. Kong Christian d. Niende tog selv personlig imod os ved Toget og fortalte os om Krigen og om at vi muligvis kom med. Han bød os velkommen med de ord "Velkommen min Garde, tilbage". Jeg havde bestaaet Korporalskolen og skulle om Efteraaret hjemsendes som Korporal. Capitainen bad mig da om at paatage mig et Aars Tjeneste som Korporal, han talte meget venlig og smigrende og udtalte: "det kan jo være, at De kan blive hjemsendt; men det kan ogsaa være, at De 3 uger efter igjen kan blive indkaldt, og saa er De mere ked af igjen at faa Trøien paa, og saa faar De ingenting for det. Paatager De Dem derimod et Aars Tjeneste, faar De ved Hjemsendelsen Orlovspenge". Jeg paatog mig saa et Aars Tjeneste. Heldigvis for Danmark blev vi ikke inddraget i denne Krig; men nu havde jeg jo paataget mig et Aars Tjeneste. Og jeg gik og spekulerede paa at slippe for at gaa paa Vagt hver anden Dag. En god Ven F.V. Madsen raadede mig da til at gaa paa Officerskolen, saa lærte jeg da noget. Han havde gennemgaaet Officerskolen Aaret iforvejen og skulde nu udnævnes til Lieutnant. Jeg var bange for ikke at kunne følge med derude. Han lærte da i nogen Tid Aritmetik og Algebra med mig og fortalte mig, at jeg ikke skulde være bange, det skulde nok komme til at gaa. Jeg gik da op til Capitain Krieger, og fortalte ham Stillingen: "Men Herregud, Nørgaard" - det blev jeg kaldt ved Compagniet, for der var saa mange Christenser, saa Capitainen ikke godt kunde finde Rede i disse. "De kan jo ikke følge med derude paa Frederiksberg Slot", hvor Skolen var, "er de Skolelærer eller har De Præliminæreexamen" ? Jeg maatte desværre sige Nei til begge Dele; men jeg havde været paa Høiskole. Der lod ikke til, at han havde megen Respekt for det. Enden blev, at han tilsidst gav efter og udtalte, at naar jeg vilde derud, kunde "han ikke andet end anbefale mig pa det Bedste". Saa kom jeg paa Officerskolen, og jeg maatte hænge voldsomt i for at følge med. Som Lærer der havde vi blandt andet Chefen Kapitain Baron Haxthausen, Capitain Ravn - senere Marineminister i 22 aar - Lieutnant C.O. Madsen - senere Krigsminister m.fl. Det var en god skole, vi fik vistnok flere Kundskaber end paa flere Høiskoler. Men der maatte jo hænges i for os, der ikke var udstyret med ret mange Forkundskaber. En søn af en Overkammerherrer kom en Dag hen til mig og bad mig at læse Krigskunst og Algebra m.m. med ham, for det "Satans Skit" var jo ikke til at forstaa; han kom i Huset hos Skolechefen Baron Haxthausen, saa han skulde nok tale min Sag saa godt, at jeg skulde faa en god Examen. Jeg svarede, at jeg døiede nok med mig selv og havde ingen Tid at undvære. Om Foraaret da vi var oppe til Examen faldt han. Jeg fik No. 26 af 65 elever. Vi var fire, der havde lige mange Poing, og vi skulde trække Lod, der var Skjæbnen mig ikke god, jeg fik No. 4, og fik saaledes kun No. 30 af de Bestaaende. Jeg mindes, da vi skulde have Juleorlov, skulde vi først ned til Baronen og høre vor Skudsmaal. Vi vare ængstelige; thi var Karaktererne ikke gode, vankede der ingen Orlov; vi skulde blive paa Slottet og repitere. En Kollega fra Christianshavn var inde før mig og han kom næsten grædende ud, foruden at han blev nægtet Orlov, blev han tiltalt meget haardt. Skjælvende traadte jeg ind. Baronen var bøs og ubehagelig - jeg kan hudske, jeg stod og tænkte paa "han kan da ikke slaa mig ihjel - "Naa!, der er Korporal Nørgaard fra Garden"; "vel Hr. Baron", "jeg er ikke Baron for Dem, jeg er Deres Capitain". "Vel Hr. Capitain." Capitainen saa saa efter i Bogen, og jeg rystede paa Benene, da han atter rettede Brillerne paa min "Ringhed", denne Gang med lidt mere Mildhed i Udtrykket. Han holdt inde lidt og betragtede mig skarpt. Jeg tænkte, nu kommer Skyllen strax; men der kom ingen Skylle tvertimod, der lyste en vis Velvilje ud af hans Blik; "Ja Korporal Christensen fra Garden, Lærerne roser Dem, og jeg kan kun sige at bliver De ved med at vise samme Flid, skal De nok komme igjennem, De har Orlov som de andre". Det kan nok være, det lettede, som om en Sten var falden fra mit unge frygtsomme Hjerte. Det var jo ikke saa behageligt at faa begyndt igjen efter Ferien; men nu havde jeg godt Mad. Jeg gik saa op til min gamle elsværdige Capitain fra Garden; han var meget elskværdig og udtalte sin Glæde over, at jeg kunde følge med derude paa Frederiksberg Slot; han havde forhørt sig mig angaaende. Som Rekrut ved Garden var det almindeligt, at Fritiden blev benyttet til Kortspil ude i "Magetutten". Jeg fik imidlertid en Dag Øie paa et Opslag i Brandstuen; en Skolebestyerer Vest paa Vesterbro indbød Rekrutterne til Aftenundervisning. Jeg entrerede strax. I Begyndelsen var jeg lidt ked af at jeg kom til at sidde sammen men en fedtet Trankusk, der overikøbet havde lidt skjæv Hals, jeg undsaa mig ogsaa noget ved at følges med ham paa Gaden, naar vi gik derfra. Han var fra Vindt Mølle, og der var saa ikke saa langt mellem vore Hjem. Den Uvilje, jeg til at begynde med, nærede imod ham faldt strax væk, da jeg lærte Christen nærmere at kjende, jeg blev trods hans fjedtede D… glad for ham. Lad mig sige med det samme, han blev efter flere Aars forløb min Svoger. Om foraaret kom vi fra Officerskolen tilbage til Afdelingerne, hvor jeg havde det saa udmærket godt. En times Gymnastik hver Formiddag, og naar Veiret var Godt, lidt Svømning. Om Efteraaret blev jeg saa udnævnt til Secondlieutenant og ansat ved anden Bataillon Sølvgadens Kaserne. De bedst bestaaede af Aspiranterne fik Lov at blive i København, den daarligste kom til Provindserne. Ifølge et gammelt Løfte til en af Kammeraterne en Sognefogedsøn fra Sjælland byttede vi. Han var bleven fortsat til Viborg. Nu var jeg ked af at gaa tilbage til Landbruget som ret og slet Bondekarl, og det lykkes mig ikke at faa fat paa noget andet, uformuende Søn jeg var. Jeg forsøgte mig med at oprette en Skytteforening ude i Almind. Min Fætter Lærer Vittrups Ide. Den gik ikke. Jeg fik en Maaneds Orlov med Gage. Senere lod jeg mig Hjemsende for i Tide at redde Orlovspengene. Jeg var jo Jysk, og den Første der kom til Verden af den Slags skal have sagt: "Dér er Nord, her er a, hvor er mi Madpose". Jeg kunde stadigvæk ikke finde noget Attraaværdigt for mig, søgte saa om at komme ind i Tjenesten igjen, og jeg skal ikke nægte, at jeg blev glad, da min Ansøgning blev bevilget. Jeg var blevet ked af Ledigangen, derjo ikke førte til noget. For at faa saa meget ud af Tiden som muligt søgte jeg om at blive optaget som Elev i Officerskolens næstyngste Afdeling. Der gik jeg saa et helt Aar uden praktisk Øvelse. Det var en god Skole; men her kneb det med mine Forkundskaber. Jeg kom til at reste nogle Poing i at have bestaaet, jeg kunde jo som flere andre have gaaet om igjen, hvad jeg ogsaa tænkte paa. Jeg kom saa til at gjøre Tjeneste ved Bataillonen i Viborg igjen, læste privat Sprog m.m. hos min Capitain, der ingen Betaling ville have for Undervisningen.

Soldaterbillede af Peter 1870 Soldaterbillede af Peter 1872
Soldaterbilleder fra omkring 1870 - 72:

En Dag læste jeg et Avertissement i Viborg Avis angaaende en Plads som Reisende paa Landet for at opkøbe levende Dyr til Export; det var navnlig Svin, der skulde siden til Hamborg. Lønnen var 1200 kr. og 10% af avancen, samt en Ridehest. Der var 32 Ansøgninger og deribland en Baron. Købmanden tilbød mig Pladsen. Jeg gik saa op til min Oberst og fortalte ham Forholdene, og spurgte om jeg kunde bleve Hjemsendt; det kunde jeg nok; men jeg havde havt 3 Maaneders Orlov med Gage og jeg skulde saa have én Maaned uden Gage. Det blev jeg imidlertid eftergivet, købte en fin Saddel hos en Overretssagfører samt for Købmanden en foxrød 5 Aars Vallak utilredet. Jeg havde lært at ride paa Officerskolen, og det varede ikke længe, før jeg fik Fyren til at gaa baade med Saddel og Tømmer. Starten var god. Jeg mindes, at jeg paa et meget stor Fedesvin fik ca. 40 kr i Avance. Jeg fik paa den Conto flere billige Toure til Hamborg med Svinene. Det pinte mig imedlertid, at enhver raa Bondekarl kunde optrøde som Konkurrent, og mine Tanker var stadig ude at speide efter noget andet. Paa en af mine Ridetoure var jeg kommen til Thorning og overnattede hos en hjemsendt Premierleutenant, der havde købt Gaard, og nu var Landmand. Han fortalte mig, at der hos Hedeselskabet var en Plads ledig som Skovrider paa Høgildgaard under Selskabet, samt at Capitain Dalgas p.t. var paa Preuslev Hotel i Viborg. Saa snart jeg var kommet hjem og havde faaet Sporene taget af og den støvede Dragt skiftet med mit Militærtøi, opsøgte jeg Captainen, der var meget imødekommen efter han havde læst mine Anbefalinger. Jeg spurgte om jeg kunde komme i Betragtning , da jeg jo ikke var plantningskyndig: "det skal vi nok lære Dem", sagde han. Vanskeligheden vilde formentlig blive, om jeg var pengestærk nok til at besætte Skovridergaardens ca. 30 Kreaturer. Foruden Løn skulde jeg have frie Benyttelse af Gaarden. Selskabet betalte alle Udgifter og forlangte kun et Værelse til dem selv, naar de var paa Egnen. Besættelsen mente jeg nok at kunde komme over ved Familiens Hjælp, og Captainen raadede mig saa til strax at give ham min Ansøgning og gav mig godt Haab. Jeg skulde saa se, om jeg kunde faa min gode gamle Fader til at gaa "i Ilden for mig"; hvilket jeg var vis paa. Pladsen skulde tiltrædes saagodtsom strax; og jeg ar glad. Her laa jo en Fremtid for mig. Om Torsdagen fik jeg gjennem Captain Schultz Hilsen fra Dalgas, at jeg var først paa Listen og kunde omtrent være sikker paa at faa Pladsen, jeg kunde godt bgynde at gjøre mine Forberedelser, om Fredagen skulde det afgjøres: Men hvorlænge var Adam i Paradis; om Onsdagen fik jeg Brev fra Dalgas: "han beklagede meget, at han ikke kunde, hvorgjerne han end vilde, ansætte mig." I sidste Øieblik kom en Ansøgning fra en Gartner fra Friisenborg med Anbefaling fra Grev Friis, der var med i Bestyrelsen. Gartneren fik saa Pladsen. Saa stod jeg Der igjen og maatte atter sadle min Ganger og ud i Landet for at købe Svin.

Om Søndagen red jeg tit ud til Vindt Mølle for blandt andet at besøge min syge Kammerat fra Vest’s Efterskole ude paa Vesterbro i Købehavn. Der var saadanne flinke Folk derude i den Mølle. Jeg tænkte ikke den Gang paa, at den knap voxne yngste Datter Laura senere skulde blive min Kone, skjøndt den meget unge Møe ogsaa den Gang saa ret fix ud. Jeg spekulerede og spekulerede; men Intet viste sig i Horisonten, og jeg red videre paa min fuxrøde Ganger, der nu omtrent var tilreden.

Jeg havde, da jeg kom paa Høiskolen i Hammerum, tænkt paa at læse til Landinspektør - jeg var jævn god til at regne - men saa tænkte jeg igen, det var vist bedre at læse til Dyrlæge. Thi en Mand lod kun en Gang sin Gaard udstykke; hvorimod det var ikke umuligt, at hans Hest, Ko eller Gris kunde blive trængende til Dyrlæge mere end en Gang, og saa blev Beslutningen taget i mit store Bondehoved, at jeg vilde læse til Dyrlæge men Pengene, og Optagelsesexa-men! Jeg sendte saa Ansøgning ind til Under-visningsraadet for Veterinærskolen ledsaget af mit Examensbevis fra Officerskolen, og bad om at blive optaget som Elev uden Præli-minærexamen. Men det blev mig nægtet. Der stod jeg saa atter overfor Modgang. Jeg havde i Viborg en Fætter, der var Snedker; han vilde til København, og da Ægteparret ingen Børn havde, troede han nok at kunde give mig fri Kost og Logi, til jeg havde taget min Examen. Fader lod optage en Prioritet i den magre Hedegaard, og Pengene blev sat i Bikuben, saa kunde jeg tage af dem, men sparsomt, ellers vilde de ikke forslaa ret længe. Det skulde være en Nødskilling. Se! Saaledes skulde Veien være Lavet til Landbohøiskolen, hvor jeg ankom til November, og tog strax fat paa at læse til Præliminærexamen. Da jeg i det Væsentlige havde Kundskaberne, tog jeg Forberedelsesexamen strax efter Nytaar. Jeg tog saa for Alvor fat paa Studierne paa Veterinærskolen. Jeg fik efter nogen tids forløb Anbefaling fra samtlige Lærer paa Skolen. Med disse henvendte jeg mig til det Classenske Fideicommis om Understøttelse, og fik saa herfra 20 kr. om maanede. Pa Skolen fik jeg foruden fri Undervisning ogsaa i Understøttelse 20 kr. maanedlig. Jeg var nu ved at kunne paa lidt nær klare mig. Min gamle Ven, nu afdøde Slagtermester Henrik-sen i Viborg laante mig ogsaa Penge, uden at han var til at formaa at tage Sikkerhed derfor.

Hvor det kan gaa underligt til i denne Verden. Nogle Aar efter kom han en Aften hjem til mig her i Brønderslev, og spurgte, hvordan jeg nu var situeret - Han havde for længst faaet sine Penge tilbage - Han fortalte mig , at han ved Spekulation i Landeiendomme var kommen i Vanskelighed, om jeg nu kunde hjælpe ham strax med 4000 Kr. Det var mig en stor Glæde at kunne hjælpe ham. Han vilde saa vide, hvad Sikkerhed jeg forlangte; "samme som Du forlangte af mig - nemlig ingen" - "Ja! Saa kan jeg ikke tage mod Pengene, for husk paa nu har Du Kone og Børn", sagde han;" men jeg en Plet Jord overfor Banegaarden, som ikke er beheftet. Deri faar Du Pant." Og saadan blev det. Han kom igjen paa Fode, og jeg fik mine Penge. Han var en ærlig Mand, der fortjente Høiagtelse.

Paa Skolen gik det sin jævne Gang; Efter 4 ½ Aars Læsning tog jeg min Examen med 1st karakter. Jeg fik Plads paa Hannæs i Tømmer-by med kun 36 Ører paa Lommen og en Bulldog Hund, som min Kapitain ved Køben-havns Væbning havde foræret mig. Jeg skulde have 500 kr. Aarligt for at tage Kolik der, dels af Amtet, dels af Kommunen. De 36 Ører ynglede ret snart, jeg fik Penge paa Lommen. Jeg leiede mig nu hos en barnløs Gaardmand 3 Værelser og fuld Kost - den var god - samt den grovere Vask for kun 30 kr. maanedlig. Da var en Dyrlæge allevegne vel anset - thi der var ikke saa mange af dem som nu.

Peter som Dyrlæge 1879
Peter som dyrlæge i 1879

Jeg kom lige fra det urolige og stundesløse København til den mest stille og rolige Plet vistnok i hele Landet, Hannæs, en Halvø mellem 2 Arme af Limfjorden - Nu er begge Arme: Bygholm Veile og Vexløs Veile udtørret - Jeg kedede mig grundigt navnlig til at begynde med; men det varede ikke ret længe; den nye Dyrlæge, der tillige var Leutenant, skulde prøves, og jeg var ret heldig med mine Kure. Jeg blev velset hos Befolkningen, og det skortede ikke paa Indbydelser, og som det forekom mig, navnlig hvor der var voxne Døttre. Jeg havde i tre Aar været indkaldet til Københavns Væbning til Øvelse i 14 Dage, ¼ dag daglig. Ved Velvilje af min Oberst blev jeg ifølge egen Ønske indkaldt 4de Aar, skjøndt jeg boede paa Hannæs. Min Indkaldelse kom jo fra København. Der var ikke noget at sige dertil, " naar kongen kaldte, maatte man lystre. Det tog en Maaned for mig; den ene Tour".

Tidligere var jeg tjenstgjørende ved 29. Bataillon i Viborg og var Gundestrups Lieutenant. I lange Tider havde vi ikke set noget til hinanden, før vi et skønne Dag mødtes ved et Dyrskue ved Bjergby Kro. Jeg skulde da komme at besøge ham paa Gunnestrup, hvilket jeg ogsaa gjorde. Hans Elskværdighed lagde beslag paa mig Vistnok en halv Snes Dage. Jeg kedede mig hjemme. Der fik jeg at vide, at Distriktsdyrlægepladsen efter den gamle Dyrlæge’s Død var ledig, og stærk opfordret søgte jeg den. Min Ansøgning var kun paa 8 Linier. Nu pensioneret Statskonsulent Jensen søgte den ogsaa; men trak sig vistnok senere tilbage. Jeg fik saa Pladsen. Men da Beboerne paa Hannæs erfarede, at jeg var af Hjørring Amtsraad kaldet til "Distriktsdyrlæge" i Saltum, sammenkaldte de to Sogneraadsformænd: Chr. Søndergaard for Øsløse, Vexløs og Arup og Lærer Grønlund i Lind for Tømmerby-Lind Kommuner til Sogneraadsmøder, hvor det vedtages at forhøie min Løn af Kommunerne til 800 Kr. Aarligt inklusive Amtets tilskud paa 250 Kr., naar jeg vilde forpligte mig til at blive i fem Aar. Jeg skrev da til Amtsmand over Hjørring Baron Vedel at jeg paa Grundlag af Tilbudene paa Hannæs ikke mente at kunne tage imod Ansættelsen i Saltum med kun 250 Kr. Tilskud fra Amtet. Jeg fik strax Brev fra Amtmanden, om jeg ikke vilde komme til Hjørring, han vilde tale med mig.

Han stillede mig saa i Udsigt ved Tilskud fra Kommunerne Saltum-Hune, Alstrup, Ingstrup og V. Hjermitslev at forhøie "Distriktdyrlæge lønnen" i Saltum til 500 Kr. Aarligt. Da Landet her var større ogsaa vel bedre, tog jeg imod den behagelige Amtmands Tilbud; paa den Maade blev jeg altsaa Dyrlæge i Saltum, hvor jeg ret snart fik en god Praxis; dette foranledigede Sogneraadsformanden for Saltum-Hune - han var Broder til Dyrlægen i Brønderslev - til at foreslaa nævnte Kommune at trække dette tilbud tilbage, da Dyrlægen ikke behøvede det, og Kommunen var belastet nok i Forveien. Der var Intet at indvende herimod, det var sandt altsammen. Alstrup, Ingstrup og V. Hjermitslev Kommune betalte stadig væk.

Den Gang var der ikke saa stor Overflødighed af Dyrlæger, da var det Beboerne, der søgte Dyrlæge, og ikke som nu. I Saltum gik det mig meget godt, jeg var tilfreds. Jeg var nu bleven i Alder godt op i Trediverne, mente at kunne forsørge en Kone. Skriftstedet "det er ikke godt at være alene" kom til at staa for mig. Hos min Værtinde, der havde to voxne Døttre havde jeg det meget godt; men det var dog ikke eget Hjem. Nu gjalt det altsaa om at finde en Dame, der vilde have mig, og som jeg syntes om.

Jeg havde paa et tidligere Tidspunkt søgt Dyrlægepladsen paa Thyholm; jeg var deroppe og gik politisk Tiggergang omkring til de forskjellige Sogneraadsmedlemmer og gjorde mig saa lækker saa det var en Lyst; mine Anbefalinger var Gode, og jeg strammede mig op til min fulde Garderhøide; men "Ak og Ve" dette skulde jeg vist ikke have gjort; thi jeg fik Brev fra den intelligente Formand at han beklagede meget, at jeg ikke fik Pladsen. Husmændene stemte mig ud; jeg var belemret med tre Feil: 1) var jeg ugift; 2) var jeg Lieutenant; 3) havde jeg 1st Karakter som Dyrlæge og var vel som en Følge af alt dette et uroligt Menneske, som De ikke kunne beholde i Længden alligevel. En ældre Dyrlæge med Kone og 6 Børn fik Pladsen. Han var fra Thyholm. Ham var de sikre paa at beholde.

De to sidste Feil kunde jeg ikke saa godt rette paa, derimod kunde jeg kanske nok, dersom jeg kunde være heldig, rette den første Feil ved at gifte mig. Men "ou est la Femme". Derpaa gik jeg og spekulerede i længere Tid. En Søndag siger min rare Vært Gaardeier Isak Jensen til mig: "Du skulde tae og gifte Dem Dyrlæge, dette her bliver for kedeligt i Længden". "Det har jeg ogsaa tænkt paa kære Isak, men hvor skal jeg finde en Pige, der passer mig, hun skal for alt være rar, kjøn og helst - have lidt til fælles Bedste, samt være af velstillede og agtet Familie". "A trouer et, der findes aaler jen her paa Hannæs". "Haar Dyrlægen ent nogen Photografier?" Isak havde været Corporal ved Dragonerne i Randers og havde en ret høi Stjerne hos mig. Vi forslog saa Tiden den Søndag Eftermiddag efter Kaffen med at se paa Billederne. "Der er en, hun er køn og seer saa rar ud", sagde Isak. Jeg havde nu iforveien tænkt paa den kønne og rare Pige fra Vindt Mølle; thi hende var det - og hende blev det, der blev Moder til vore 6 nulevende Børn. Og hun har været en god og retskaffen Moder og Hustru. Jeg tog ikke feil, og Isak saa rigtig.

Laura kom fra Vindt Mølle lige syd for Viborg. Hendes slægt havde været ejere af denne historiske mølle siden begyndelsen af 1700-tallet. Møllen er stadig i slægtens eje. Møllens historie er bl.a. beskrevet af Evald Tang Kristensen i bogen "Vindt mølle og dens ejere". Udgivet i 1887.

Laura  1818 fra Vindt Mølle Peter og Laura 1918
Billedet til venstre viser Laura i hendes velmagtsdage omkring århundredeskiftet - billedet tilhøjre er Peter og Laura på deres gamle dage omkring 1918.

Til at begynde med boede vi tilleie for kun 100 kr. om Aaret i en tre værelses Leilighed med Staldplads til min Hest. Efter godt et Aarstid købte vi selv et Hus nede ved Gaden med en Temlig stor Have. Der er Børnene paa den ældste og yngste nær fødte. Der var en god Tid. Jeg var i fuld vigør og havde endog meget godt at bestille. Der boede vi i 14 lykkelige Aar. Velstanden var bleven efterhaanden lidt bedre, saa jeg bestemte mig til at købe den Købmandsgaard, hvori vi endnu boer for 14.000 Kr. Købmandsforretningen med tilhørende Beboerleilighed var endnu i 2 Aar udleiet for kun 800 Kr. Aarlig. Da den tid var forbi, flyttede vi slev ind i Leiligheden, og har beboet den siden. Forretningen blev leiet ud til at begynde med, og senere startede jeg selv en Købmandsforretnng med Kolonial, foderstof, Kul m.m. Da jeg vedvarende havde mest interesse i min Dyrlægepraxis, forsømte jeg Handelen, der i det Væsentligste maatte overlades til de skiftende Bestyrer, der ikke altid var Mønsterfolk og undertiden bragte mig Tab mere eller mindre, ligesom Varelageret blev noget ukurant. Jeg bestemte mig saa til at leie Forretningen ud. Høistbydende blev en Tømmermester, der havde vel lidt Forstand som Handelsmand, og dette i forening med Nedgang af Priserne paa næsten alle Varer gjorde at han, der desforuden havde en stor Familie at forsørge, "kørte fast" i forholdsvis kort Tid og maatte søge "Accord", hvilket imidlertid blev ham nægtet af navnlig to Grunde: for det første var han ikke Handelsmand, han havde aldrig lært Handelen manglede Varekundskab og for det andet var der ikke gaaaet 2 Aar, før han blev nødt til at søge Accord eller gaa Fallit. Han handler nu vistnok i en andens Navn, men har kun lidt Varelager.

Jeg har i Aarevis været mere eller mindre generet af en Blærelidelse. I Sommeren 1921 lagde jeg mig ind paa Kommunesygehuset i Aalborg under den dygtige og behagelige Overlæge Christensens Behandling. Jeg maatte ligge der en Maaned, før jeg var rask nok til at blive oppereret. Den store og vanskelige Opperation varede en god time, jeg var hovedsagelig kun lokalbedøvet, først da "Krandsen" skulde Løs og tages ud, fik jeg "Maske paa". Det var den værste Time, jeg har oplevet. Bagefter fik jeg en Saltopløsning indsprøittet i venstre Laar. Det var ikke stort bedre. Derefter laa jeg igjen i en god Maaned, i alt 64 Dage, før jeg kunde komme hjem. Jeg havde da tabt i vægt ca. 32 Lb= ca. 16 Kilo og var mat; men Opperationen er fuldstændig vellykket, og jeg tiltager daglig i Vægt, saa det varer formentlig ikke altfor længe, før jer er i min gamle "Duur" med Vished for at denne Sygdom aldrig kan komme igjen."

Afsluttet 23. Aug. 1921. Peter Christensen.

Nogle Biografiske Datoer:

Jeg kom paa Hammerum Friseminarium Vinteren 1867-68. Forstanderen var den Gang Jeppesen og Lærer Thomas Nielsen, fleraarig Folkethingsmand. Jeg blev Rekrut ved Livgardens Liniebatalions 3de Compagni 31 Mai 1869. Underkorporal den 28. Oct. 1869. Korporal 28. Sept. 1870; Secondlieutenant 28. Sept. 1871 og blev som bedre bestaaende ved Examen Lov til at blive liggende i København ved 2de Bataillion. Vi var 65 i Officierskolen yngste Claisse, de daarligste bestaaende Lieutenanter blev forsat til Provindserne. Da jeg havde min Familie ved Viborg lod jeg mig bevæge af Secondlieutenant Chr. Jensen - nu afskediget Oberst - til mod Godtgjørelse at bytte med ham og jeg kom saaledes til Viborg om vinteren, jeg gjorde der Tjeneste som Lærer paa Commandoskolen. Efter at have gjennnemgaaet Officerskolens næstyngste Classe kom jeg i Tanker om at ville læse til Dyrlæge og underkastede mig i den anledning Forberedelsesexamen 15. Jan. 1875. Veterinærexamen tog jeg 3de Mai 1879 med 1st Karakter. Ved Forhandling med Folketingsmanden Jens Bak, Vexløs kom jeg i Mai 1879 til Hannæs som Dyrlæge. Jeg leide Leilighed hos Gaardeier Isak Jensen i Tømmerby: 4 Værelser, fuld Kost og den grovere Vadsk for 30 kr. om Maaneden. Desuden laante jeg tit en Hest at ride paa paa i Praxis. Jeg havde ikke Raad til selv at holde Hest. Jeg havde Læsegjæld at slaas med. Til Saltum kom jeg 27. Feb. 1880, og var der til 2de November 1882, da jeg flyttede til Brønderslev. Den 12. Sept. 1880 blev jeg gift. I Brønderslev havde vi til leie hos Peder Krog; men da Leiligheden var for lille og indskrænket, købte vi et Hus i Algade, hvor vi boede til 1896, da jeg købte Købmandsgaarden med her i Nygade No. 2; samtidig købte jeg en Byggegrund paa Bredgade, som jeg efter ca. 3 Aars Forløb igjen solgte med god Fortjeneste til Købmand S. Larsen. Her i Nygade har vi saa boet i ca. 25 aar". Dateret 23 - 08 - 1921

Anbefalinger:

Jeg fandt idag den 24. August 1921 min Skudsmaalsbog, der viste at jeg blev udskreven af Kommuneskolen i Resen den 12. April 1860 med Hovedkarakteren Meget Godt + , og dernæst konfirmeret i Vroue Kirke den første Søndag efter Paaske den 15. April 1860 med i Ministrialbogen vedtegnet Bedømmelse: For Kundskab: UG, For Opførsel: UG. Jeg kom saa ud at tjene til 1. Nov. 1860 i Svenstrup Sahl Sogn hos min gudmoder og hendes Mand Niels Madsen, der efter et Aars Tjeneste gav mig følgende Skudsmaal: "Bemeldte Peder Christensen har tjent mig fra den 1st Nov. 1860 til 1st Nov. 1861 og iden tid har været mig til Freidighed, flittig og tro i enhver Henseende.

Lokalavisen i Brønderslev:

75 Aar

En af Byens kendte Borgere, Dyrlæge Christensen fylder i Dag 75 Aar. Dyrlægen har boet her i Byen siden 1882 og er saaledes gammel i Gaarde. Han har set Byen vokse fra næsten ingenting til en middelstor Købstad, og han har levet med i Udviklingen, stærkt optaget, som han har været baade af sin praksis - der tidligere var meget stor - og af meget andet. Denne store Praksis bragte Dyrlæge Christensen i Forbindelse og Forstaaelse med Befolkningen i Oplandet, saa det ikke alene er inden for Bygrænsen, at han hører til de meget kendte Skikkelser.

Foruden sin Praksis har Dyrlægen i Aarenes Løb haft mange andre Ting at tage Vare paa, bl.a. har han som bekendt drevet den forretning, hvor Købmand Arentsen nu har til Huse. Han er Formand for Brønderslev Banks Bankraad. Desuden har han været med i flere andre Foretagender.

En virksom og dygtig Mand, der nyder stor Anseelse baade i Byen og paa Landet, er det Vidnesbyrd, en af hans mangeaarige Medborgere giver ham i Dag paa hans 75-aarige Fødselsdag, som han desværre maa fejre paa Kommunehospitalet i Aalborg, hvor han i Lørdags blev indlagt for at underkastes en Operation, der antagelig vil finde Sted i næste Uge.

Adskillige af hans Medborgere vil dybt beklage, at han ikke kan fejre denne Mærkedag i sit Hjem her i Byen. Han vilde da selvsagt være blevet Genstand for almindelig Opmærksomhed. Men alligevel vil sikkert adskillige Lykønskninger og Hilsner i Dagen Løb finde Vejen til ham, og dertil vil knytte sig Forhaabninger om, at dyrlægen heldigt maa overstaa Syg-dom og Operation og atter komme tilbage til sin By for som hidtil at færdes rank og rask blandt sine Medborgere.

Atter Hjemme: Dyrlæge Christensen som i 2-3 Maaneder har ligget paa Kommunehospitalet i Aalborg, hvor han har være underkastet en Operation, er nu rask og vel tilpas vendt hjem til sin Gerning og sin Praxis. At han i fuld Vigeur kan overtage den, skyldes sikkert for en stor Del hans kærnesunde Natur. Dyrlæge Christensen bærer nemlig sine 75 Aar med ungdommelig Rankhed og Sikkerhed.

Aalborg Stiftstidende 12. Dec. 1921:

Dyrlæge Christensen, Brønderslev er død efter et længere Sygeleje. Han var født i Høgild ved Karup 1846, var uddannet paa Officerskolen og Løjtnant, Medlem af Garderforeningen, Formand for Bankraadet i Brønderslev og en Tid i Bestyrelsen for A/S Aalborg Foderstof Import, ligesom han tidligere har været Formand for Sundhedskommissionen og Voldgiftsmand for Jagtrettens Afløsning. Christensen drev i sin Tid en indbringende Dyrlægepraksis og var Indehaver af en flot Købmandsforretning, ligesom han var ansat ved den kommunale Kødkontrol.

Vendsyssel Folkeblad 11. Dec. 1921 :

Dyrlæge P. Christenen afgik Lørdag Aften ved døden paa Kommunehospitalet i Aalborg i en Alder af 75 Aar.

En af Brønderslevegnens kendte Skikkelser og en af Byens ældste Borgere er hermed gaaet bort. Den kraftige, statelige Mand, som indtil for faa Maander siden færdedes rask og ungdommeligt i den Gerning som havde hans le-vende interesse, maatte nu bukke under for en haard sygdom, der vistnok allerede i nogen Tid var anset for haabløs af hans nærmeste. I omtrent 40 Aar har Dyrlæge Christensen drevet Dyrlægepraksis i Brønderslev, og i en Aarrække tillige Købmandsforretning. Ved Dygtighed, Sparsommelighed og stor personlig Nøjsomhed skabte han sig efterhaanden en meget god Stilling i økonomisk henseende. Hans Nøjsomhed som han ikke mindst praktiserede paa sig selv, var sikkert en fædrenearv, født og opvokset som han var i beskedne Kaar paa Heden og som det yngste barn blandt 9 Søskende. Han maatte allerede i en meget ung Alder passe Faar og Kreaturer paa Heden, og i sin første Undgom var han beskæftiget ved Landbruget. Paa Sessionen blev den flotte Karl, som han havde vokset sig op til, taget til Livgarden, og han blev i Trøjen til han fik Løjtnantsuniformen. Militærlivet syntes dog den praktiske Mand at være forgyldt Elendighed, og han gav sig da til at læse til Dyrlæge. Han var meget velbegavet og tog sin Eksamen med en flot 1ste karakter. Da han senere, efter at have praktiseret nogle faa Aar i Hannæs, søgte Distriktsdyrlægepladsen i Saltum, distancerede han selve den senere saa bekendte Statskonsulent Jensen, med hvem han efter Sigende næsten kunde konkurrere i Hesteforstand. Der var i hvert Fald ikke mange, der var sikrere Hestekender end Dyrlæge Christensen. Efter 3 Aars Ophold i Saltum flyttede Dyrlæge Christensen til Brønderslev, og her har han Siden i næsten 40 Aar haft sin Virksomhed. Han har her forestaaet Statskontrollen med Kødet og har haft sæde i flere store Selskabet, og desuden har han i en Aarrække været Formand for Bankraadet i Brønderslev Bank og i det hele taget levet et virksomt Liv. At møde Dyrlæge Christensen og veksle Bemærkninger med ham om Dagliglivets smaa og store Begivenheder var altid en Fornøjelse. Der laa gerne en jævn usnobbet personlig Opfattelse til Grund for hans Synspunkter, og hans Udtryksform var ikke almindelig. Hvor hans karakteristiske og til det sidste statelige Skikkelse viste sig, blev der lagt Mærke til den, og det vil betyde et Savn, at den nu aldrige mere vil vise sig iblandt os. Dyrlæge Christensen efterlader sig Enke og 6 børn: to døtre, gift med Dyrlæger, 2 Sønner, der er Dyrlæger, og 2 Sønner, der driver Handel.

Vendsyssel Tidende

En af Brønderslevs ældste og kendte Borgere, Dyrlæge P. Christensen er i Lørdag efter flere Maaneders Sygdom afgaaet ved Døden paa Kommune-hospitalet i Aalborg, 75 Aar gammel.

Dyrlæge Christensen var Gaardmandssøn fra Viborgegnen. Han var først slaaet ind paa den militære Løbebane, aftjente sin Værnepligt som Gardist, gik paa Officerskolen, blev overflyttet som Løjtnant til Infanteriet i Viborg. I en forholdsvis ældre Alder gav han sig til Læsning til Dyrlæge.

Som Dyrlæge havde han først en Praksis i Tømmerby paa Hannæs, senere i nogle Aar i Saltum. For 37 Aar siden kom han til Brønderslev og havde i mange Aar en udstrakt Praksis. Ved Siden af drev han i mange Aar en ret stor Købmandsforretning i Nygade, som han købte af L. Tolstrup. I den omfattende Virksomhed var han en udpræget Økonom. Han har i mange Aar været Bankraadsformand ved Brønderslev Bank.

Dyrlæge Christensen var lige til han fylde de 75 Aar, en stout og statelig Skikkelse, tillige en flittig jovial og livlig Mand, der gerne vilde fortælle om sine Oplevelser. Et lille Træk vidner om hans ungdommelige Mod og snarraadighed. Som 18-aarig Knøs blev han i 64 af tyskerne tvangsudskrevet tilige med et Spand Heste af hans Faders. Han skulde som Kusk køre en Proviantvogn nordpaa i Landet, da Prøjserne oversvømmede Jylland; men han saa sit Snit til at undslippe fra denne paatvungne tjeneste hos Fjenderne og kom ved natlig Flugt i god Behold hjem til sin Faders Gaard med Hestene.

Dyrlæge Christensen maatte i Foraaret underkaste sig en vanskelige Operation paa Kommunehospitalet i Aalborg. Det syntes omsider, at han var kommet godt over sin Sygdom; han optog atter sin Praksis; men for et par Maaneder siden tog Sygdommen atter fat, og en ny Operation formaaede ikke, til Trods for hans stærke Konstitution, at redde hans Liv.

Han efterlader sig Hustru og 6 Børn, der alle er gaaet ind i Faderens Livsstillinger, dels som Dyrlæger paa forskellige Pladser, dels som Handlende.

Ældste Datter Anna´s bryllup.
Den ældste datter Anna’s bryllup i 1916 med dyrlæge Johannessen fra Virum. Fra venstre: Dyrlæge Holger Christensen (ældste søn), Højskoleforstander Nielsen, Anna’s veninde: Anna Ørum, 1. Lærer Johannessen, Virum (Anna’s svigerfader), Grosserer Einer Christensen (næstældste søn) og kone, isenkræmmer Richard Christensen (søn nr. 3), Dyrlæge Holger Christensen’s Kone, Peter Christensen, Edel Christensen (yngste datter), Dyrlæge Henry Christensen (yngste søn), Laura, Anna Christensen, Dyrlæge Lars Arne Johannessen og hans mor. (Anna og Lars var mine bedste-forældre).

Efterskrift fra 1998 af et af Peter's mange oldebørn:

Der er vel næppe noget der er mere kedeligt end at læse andre menneskers slægtsfortegnelser. Født, døbt, konfirmeret, gift, død. Der er den livscyklus, som vi næsten alle skal igennem. Jeg har haft det held at jeg - mest gennem Peter's egen pen - har kunne tegne baggrunden for en slægts historie. . Danmarkshistorien fra 1849-1920, som jeg skrev om i forordet, er jo både først og sidst skabt af de enkelt personer som levede i den - her symboliseret ved Peter og Laura.

Peter kom fra en hedegård ved Karup Å, fra en meget stor børneflok, var vågen og videbegærlig. Sigtede højere end blot det at blive den næste bonde på gården i Høgild, blev løjtnant ved Livgarden, fik præliminæreksamen (realeksamen), uddannede sig til dyrlæge, alt sammen mest for egne midler. Nedsatte sig i praksis i Brønderslev, blev en kendt mand i Brønderslev i byens "klondyke"-år, efter jernbanen kom til byen i 1871. Formand for Brønderslev Bank, bestyrelsesmedlem andre steder, egen handelsvirksomhed (Dyrlægegården).

Tiden 1849-1920 var en svær brydningstid for Danmark. Alle de gamle, velkendte ting stod for fald. På grund af folk som Peter kom der noget positivt ud af det.

Efter Peter's død i 1921 blev Dyrlægegården bygget større og større. Som skoledreng i 1950'erne tilbragte jeg alle mine sommerferie her. Alle som gik i skole i 1950'erne husker sikkert den gratis feriebillet, som man kunne få dengang. Min gik altid til Dyrlægegården i Brønderslev. Jeg husker tydeligt dent store bygning, som lå midt inde i byen ved den gamle Banegård. Den kæmpestore gårdsplads med de mange lagerbygninger og det store bygningskompleks, købmand Johansen's gamle købmands-forretning, boghandleren og lædervareforretningen, frk. Olsens Ismejeri og mange andre forretninger. Alt sammen i stueetagen, de mange lejligheder i den 4-5 etagers høje bygning. Jeg kom selv fra langt mindre kår i en lille stationsby ved Århus-Grenå jernbanen. Dyrlægegården kom derfor til at betyde meget for mig i mine barndomsår - atmosfæren, lugten fra de mange forskelligartede butikker. Hertil kom turene til Hedelund (bypark med sø), cykleture i Vildmosen, turene til Vesterhavet. Og ikke mindst min mormor og morfars barndomsven: Peder Nielsen fra Pedershåb Maskinfabrik. Pederhåb Maskinfabrik var i 1950'erne en af Nordjyllands største arbejdspladser. Peder Nielsen, eller farbror Peder, som vi børn kaldte ham, var det nærmeste vi kom til Onkel Joakim. Stort dollargrin, luksussommerhuse ved Vesterhavet. Årlige ture til Rivieraen, og laksefiskeri i norske elve. Personligt var Peder Nielsen en meget rar mand.

I min barndom hørte jeg meget om den gamle dyrlæge, Peter Christensen, det er derfor med stor glæde at jeg her har haft lejlighed til at give et rids af hans livshistorie. Peter og Laura fik en stor efterslægt. Vi er vel efterhånden over hundrede personer som alle kan tilskrive Peter og Laura vores eksistens. Ikke underligt blev 2 af hans børn dyrlæger, og hans to døtre giftede sig også med dyrlæger. Blandt hans efterkommere er der også mange dyrlæger og læger, enten direkte efterkommere eller ægtefæller. Stærk mand, den Peter.

I 1998 genså jeg Dyrlægegården, som stadig eksisterer - men jeg måtte konstatere at der var et betydeligt misforhold mellem mine erindringer og de faktiske forhold.

Slægtsoversigt

Jens Jørgensen, Gårdmand i Høgild i 1688. I. Jørgen Jensen f. 1670, Høgild, Gårdejer i Høgild, d. 1732, begravet 20 Maj 1732, Resen.

A. Jens Jørgensen, f. 1708, Høgild, Gårdmand i Høgild, Resen, g. 28 Okt 1731, Maren Nielsdatter f. 1713, d. 1771, begravet 23 Jun 1771, Resen. Jens døde 1772, begravet 16 Aug 1772, Høgild. Jens og Maren blev trolovede den 6. aug. 1731 og gift et par måneder efter - forlovere var Niels Nielsen d. yngre og Christen Thomsen den Yngre.

1. Jørgen Jensen f. 1746, 20 Feb 1746, Høgild, Resen Sogn, Gårdmand i Høgild, g. 3 Okt 1773, i Haderup, Anne Pedersdatter f. 1747, Egelund, (datter af Peder Larsen og Maren Jensdatter d. 1 Sep 1828, Høgild, begravet 7 Sep 1828. Jørgen døde 9 Dec 1825, Høgild, begravet 18 Dec 1825. Ved dåben blev Jørgen båret af Sidsel Rørgaard og fadderne var: Morten Høgild i Vridsted, Thomas Møller, Jens Nedertorp, Ane Andersdatter i Rabbis og Li.... Ane Tofgaard. Resen kirkebog 1825: Af Bondestand og aftægtsmand fra Høgild, døde på åben mark. Folketælling 1787: Høgild Bye, Resen Sogn, Halds Amt: Jørgen Jensen, Husbonde, 40 år, Ane Pedersdatter, madmoder, 38 år, Peder Jørgensen, 13 år, Jens Jørgensen, 7 år, Niels Jørgensen, 2 år. Niels Espersen, tjeneste karl, 20 år, ugift, nationalsoldat, Marie Bendix, 52, enke, lever af spind. Folketælling 1801: Jørgen Jensen, husbonde, 56 år, Ane Pedersdatter, hans kone, 54 år, Peder Jørgensen, 25, ugift, Jens Jørgensen, 22, ugift, Niels Jørgensen, 16 år, ugift. Anne: Resen Kirkebog 1828: afdøde var af bondestand og aftægtskone, 80 år.

a. Jens Jørgensen f. ca. 1771.

b. Peder Jørgensen f. 1776, Høgild, 15 Sep 1776, Hjemmedøbt, Gårdmand i Høgild, Resen, g. 19 Apr 1806, i Resen, Karen Christensdatter, f. 1775, 7 Aug 1775, Resen, (datter af Christen Nielsen Bruun og Anne Thomasdatter Reyner d. 12 Jun 1859, Resen, begravet 19 Jun 1859. Peder døde 2 Mar 1832, Høgild, begravet 10 Mar 1832. Peder hjemmedåb blev "confirmeret" i Kirken 3. nov. 1776. Hans kones søster Mette Pederdatter bar barnet. Faddere var Thomas Christensen, Christen Kildsen, Knud Jensen, Møllerens Anna, alle af Høgild og Mads Christensens pige, Maren Christensdatter af Neder Torp. (Vrou-Resen kb. 1760-1812). Karen: Karen blev hjemmedøbt 7. aug. 1775 - d. 1. okt. blev hjemmedåben "confirmeret" i Kirken. Knud Nielsens kone i Resen, Birthe, bar barnet. Faddere var Niels Hvolbech, Christen Boel, Knud Bach, Jens Smeds datter Anna, alle af Resen. kilde: Vrou-Resen kb. 1760-1812. Folketælling Resen Sogn, 1834: Karen Christensdatter, 58, enke, eierinde af gården, Christen Pedersen 19, ugift, Ane Marie Pedersdatter, 25, ugift, Dorte Pedersdatter, 23, ugift, Mette Marie Pedersdatter, 18, ugift, Christen Laursen, 18, tjenestekarl. Ole Andreasen, 13, Jørgen Andreasen, 7 år, omgangsalmisselemmer, natmandsbørn.

(1) Christen Pedersen f. Mar 1815, Høgild, 7 Mar 1815, Hjemmedøbt, Gårdejer, g. 11 Feb 1845, i Haderup, Anne Christensdatter, f. 8 Jan 1824, Egelund, 9 Jan 1824, (datter af Christen Madsen og Inger Pedersdatter d. 24 Okt 1864, Høgild, begravet 2 Nov 1864, Sønder Resen. Christen døde 29 Jul 1890, Høgild, begravet 3 Aug 1890, Sdr. Resen Kirke. Kirkedøbt 30. marts 1815, faddere var Ole Clausens hustru Anne Marie Christens datter fra Nedertorp, Peder Christensen, Resen, Jens Andersen, Egelund, Niels Knudsen, Høgild, Maren Larsdatter fra Egelund alle af bondestand. Anmærkning: samme dag blev moderen introduceret. Kilde: Sdr. Resen kb. 1813-1869. FT-1845: Høgild, 37. gaard: Christen Pedersen, 30, ugift (blev gift kort efter) Karen Christensdatter, 70, enke, moder, der af ham forsørges. FT-1850: Christen Pedersen, 35 aar, gift, gaardmand, Ane Christensdatter, 26, gift hans kone, Peder Christensen, 4, hans søn, Karen Christensdatter, 3, deres datter, Christen Chris-tensen, 2 aar, deres søn, Karen Christensdatter, 75, enke, aftægtskone, Ane Lisbeth Philberts-datter, 21, ugift, fra Frederiks by, tjenestepige, Kirstine Pedersdatter, 13, tjenestepige, Ane Johanne Peders datter, 10, tjenestepige.

(a) Peter Christensen f. 27 Apr 1846, Høgild, 1 Jun 1846, Resen Kirke, stilling Løjtn., Dyrlæge(købmand), g. 12 Okt 1880, i Viborg Søndre Sogn, Laura Kirstine Petersen, født 6 Apr 1854, Vindt Mølle, (datter af Peter Christensen Petersen og Kirsten Christensdatter d. 12 Jan 1928, Brønderslev. Peter døde 10 Dec 1921, Brønderslev, begravet 15 Dec 1921, Brønderslev. Laura: Laura blev født paa Vindt Mølle i 1854 som en af de sidste i en stor børneflok - hun blev 26 aar gammel gift med dyrlæge Peter Christensen, som var blevet dyrlæge året før, 33 aar gammel, Peter var da dyrlæge i Tømmerby, Han Herred - men de flytte snart først til Saltum, hvor deres ældste børn blev født - senere til Brønderslev, hvor de boede resten af deres liv. De fik en stor børneflok, og Peter grundlagde her Dyrlægegården i 1890'erne.

[1] Aage Peter Holger Christensen f. 15 Dec 1881, Saltum, stilling Politidyrlæge i Aarhus. Død 1959. Efterslægt.

[2] Christian Aage Christensen f. 6 Sep 1883, 14 Okt 1883, d. 5 1884, begravet 11 Maj 1884.

[3] Einar Rudolph Christensen f. 3 Maj 1885, Brønderslev, 14 Jun 1885, stilling Grosserer i Nørresundby. Død 1966. Efterslægt.

[4] Anna Kirstine Christensen f. 25 Sep 1886, død 25 Sep 1886 Hjemmedøbt af Kirkebylæreren, d. 25 Sep 1886. Vidner ved dåben var Jordemoder Bjerring, barnets fader og højskoleforstander Nielsen fra Vester Brønderslev - barnet døde 8 timer gammelt.

[5] Olaf Christian Richard Christensenf. 26 Sep 1887, Brønderslev, døbt 23 Okt 1887, stilling Isenkræmmer i Struer. Død i 1982. Efterslægt.

[6] Henry Villiam Christensen f. 11 Jan 1889, hjemmedøbt af sogenpræsten 10 Feb 1889, død 13 Mar 1889, begravet 17 mar 1889.

[7] Ove Henry Christensen f. 9 Apr 1890, Brønderslev, 26 Maj 1890, stilling Dyrlæge i Askeby på Møn. Død 1969. Efterslægt.

[8] Anna Kirstine Elisabeth Christensen f. 12 Aug 1893, Brønder-slev, 17 Sep 1893. Død 1984. Efterslægt. (min mormor).

[9] Edel Helene Margrethe Christensen f. 11 Sep 1895, Brønder-slev, 17 Nov 1895. Død 1982. Efterslægt.

Forfatteren er, udover at være barnebarn efter nr. 8, Anna Kirstine Christensen:

Lars Deleuran, født 1948 i Hornslet mellem Aarhus og Grenaa, som søn af boghandler Louis Deleuran og Else Ruth Johannessen (Peter's datterdatter). Louis Deleuran stammede fra en af de gamle Huguenotte-slægter fra Fredericia. Lars blev oprindeligt uddannet indenfor handel- og kontor. Opholdt sig på Grønland fra 1968-70. Først på Thule Basen som Cost Accounting/Real Property Clerk derefter i Godthåb. Uddannede sig i 70'erne, dels på Københavns Universitet (historie) og på Danmarks Biblioteksskole - tog embedseksamen som bibliotekar i 1979. Er i dag overbibliotekar på Fyn. Lars Deleuran har i mange år beskæftiget sig med historie. Først og fremmest Huguenotternes historie. Fik i 1997 Udenrigsministeriet boliglegat i Paris til videre studium.. Flere studieophold på Huguenotte Arkivet i Bad Karlshafen ved Weser floden. Er i gang med en serie artikler over sine 4 oldeforældre. Den første artikel er historien om Hedebondens søn: Peter. Den næste artikel bliver Pramdragerens Søn: Morten, derefter Karetmagerens Søn: Johan og til sidst: Væverens Søn Daniel. Alle 4 personer var gode repræsentanter for deres tid. Man kan være mere spændt på hvordan vore oldebørn vil se på os, som voksende op i efterkrigstiden, og det samfund vi er i gang med at skabe i dag.

Lars Deleuran, november 1998.

Opdateret d. 16.05.2011