I Sognet Byerne: Karup, ved Landevejen og Karup Bro, der fører
over Aaen, med Kirke, Skole, Købmandshdl., Vandmølle og Kro;
Vallerbæk med Skole, Missionshus (opf. 1898), Andelsmejeri (Hedenshaab) og
Vandmølle; Bøgelund. Gaarde: Stordal, Majlund.
Karup S., en egen Sognekommune, hører under de samme Distrikter,
Lands- og Folketingskr. som Hovedsognet samt 5. Udskrivningskr. 66. Lægd.
Kirken tilhører nogle Privatmænd.
Kirken bestaar af Skib, opf. i sen gotisk Tid af røde Munkesten i Munkeskifte med
3 Hvælvinger, og Vaabenhus mod V., opf. i ny Tid af smaa, røde Mursten. Skibets
østmur er nyere. Begge de spidsbuede Døre, med Tympana, som i nyeste Tid ere
genindsatte paa deres Plads, ere tilmurede. Kirken er kun en Levning af en i katolsk
Tid anselig Bygning, kaldet St. Marie eller Vor Frue Kirke. Skibet har strakt sig
længere mod ø., afsluttet af en femsidet Apsis, i alt med 7 Hvælvinger; mod N.
og S. var der Korsarme, mod S. et Vaabenhus og mod V. et Taarn med Spir.
Grunden til, at der her kunde rejse sig en saa anselig Kirke, var, at Karup i
Middelalderen var et berømt Valfartssted med en hellig Kilde, der besøgtes af Pilegrimme
og syge i Mængde, og der tilflød Kirken rige Gaver; saaledes skænkede en
Adelsmand Jes Quie og hans Hustru Margrethe 1486 en sølvforgyldt Kalk, som Fr. III
1652 ombyttede med den, der nu findes i Kirken, medens den oprindelige indsendtes
til det af Kongen oprettede Kunstkammer (nu er den i Nationalmus.). Oprindelsen
til Kildens Ry for Hellighed skyldes efter Sagnet en blind, som ifl. en Drøm
badede sig i den og efter Paakaldelsen af Jmfr. Maria fik sit Syn igen, hvorefter der først
opførtes et Kapel og senere Kirken. Efter Reformationen forfaldt den efterhaanden
(1578 udgik Befaling til at skaffe Sognefolket Mursten og Tømmer til det forfaldne
Taarn, 1589 Kongebrev om, at Spiret paa Taarnet, som Fr. II kort før sin Død havde
befalet opsat paa sin Bekostning, nu skulde gøres færdigt og tækkes med Bly, thi
Menigheden havde ikke Raad til at fuldføre det); 22/2 1714 blev Taarnet ødelagt ved
Lynild. Da St. Jørgensen til Avnsbjærg 1744 havde faaet Kirken overdraget af Kongen,
nedbrød han Apsis, den østl. Del af Skibet, de to
Korsarme og Resterne af Taarnet. Kun faa Ting ere tilbage fra Kirkens Stortid.
Altertavle (med Indskr. fra 1745 om Kirkens Omændring) og Prædikestol
ligesom Skrifte- og Degnestol ere opsatte af St. Jørgensen. Granitdøbefont med
Døbefad fra 1537. Af de 12, i Aaret 1505 forfærdigede Korstole (se Tegn.
af æ. n. Arkit. 2. S. 2. R. Pl. 12) er der nu kun to tilbage; de øvrige ere dels
gaaede til Grunde, dels komne til andre Kirker, saaledes til Sjørslev (se S. 738).
Indv. i Sydmuren sidder et Vievandskar af Granit, maaske det eneste i Landet, der har sin oprindl.
Plads.
I Sydportalens Blinding er indsat en til Dels ødelagt Ligsten over Johannes Avonis
presbyter et provisor, ? 1480 (Hovedet er nedad!). Gammel jærnbeslaaet Kirkeblok.
Klokken, med Minuskelindskr., er fra 1525. Et Monstranshus og nogle
Helgenbilleder findes nu i Viborg Museum (se S. 565), andre i Domkirken (S. 590) og i Sjørslev
Kirke (se S. 738). Alteret er restaureret 1900, ved hvilken Lejlighed ogsaa nogle
Kalkmalerier paa Hvælvingerne fandtes (se Magn. Petersen, Kalkm. S. 31).
Kilden, Vor Frue Kilde, er nu udtørret, men en grøn Plet paa Marken viser
endnu dens Plads. Sagnet siger, at den blev tør, da en Mand havde vasket en
blind Hest i den.
I Forbindelse med Kirken stod et Hospital, hvis Forstander Præsten i alt Fald
til Tider var. Det nævnes første Gang 1480 og er næppe meget yngre end
Kirken. Af Forstanderne nævnes den ovenn. Johs. Avonis 1480, Hr. Anders Nielsen
1484-87, Hr. Jens Ouszen 1489 (?), Hr. Peder Clementsen 1511, Hr. Mourids
Poulsen 1525 og Hr. Søren 1537. Det var Hr. Mourids, som iværksatte det i det
satiriske Skrift: "En Samtale mellem Peder Smed og Atser Bonde" omtalte Bedrageri
med et Helgenbillede (i et Hul i Figurens Hoved fyldte han Vand, som sivede ud
gennem øjenhullerne; se Kirkeh. Saml. 2. R. V S. 738 flg., 3. R. III S. 187 flg. og 4.
R. I S. 552 flg.). Overhovedet var det vel Valfartsstedet, som betingede Hospitalets
Stiftelse og Eksistens. Det bestod endnu 1537, thi da førte Forstanderen Trætte
om en Gaard i Ungstrup; men snart efter er det sikkert ophævet.
Et Kapel i eller ved Karup nævnes 1482, maaske det samme som et 1499
uden Stedsbetegnelse nævnt "St. Margrethes Kapel", som man dog ogsaa har
gættet paa, skulde være det samme som Graa Kapel (se S. 750).
At Karup paa Grund af disse Forhold i sin Tid har været en ret anselig By, er
vel utvivlsomt (at den har været Købstad, og at der er holdt Herredage her, er
der dog intet, som bekræfter); den havde sin egen Birkeret indtil 1637, da Kongen
lagde Birket ind under Lysgaards Herredsting. Navne som Bøgelund og Majlund
vise, at Sognet tidligere har haft Skov, og det har været langt mere bebygget end
nu. Aar 1487 nævnes Vestergaard, østergaard, Kjelgaard, Skyttegaard i Karup,
Hallers Byggested og et øde Byggested hedder Ilskov.
Ved Karup ligger paa en et Par hundrede Kvadratal. stor Flade en Mængde Diger,
Forhøjninger og Fordybninger, vistnok Vidnesbyrd om ældre Opdyrkninger. -
Ved Karup er der fredlyst en Gravhøj.
Begyndelsen til Engvandingsanlæggene ved Karup Aa gjordes af Bonden
Jens Stoulund i Beg. af 19. Aarh. og ere senere fortsatte af Hedeselskabet, der fra
1866 har anlagt flere Kanaler, saaledes Vallerbæk, Overskov, Klelund, Ludvigs og
Karupmølles Kanal.
Karup var tidligere Anneks til Torning Sogn, 1553 fik Sognepræsten i Karup Brev
om, at Kronens Gaard i Torning sønden op til Kirken maatte lægges til en
Præstegaard til Karup Kirke), indtil det ved Reskr. af 17/8 1787 blev Anneks til Frederiks
Sogn. - Bisp Ejler stadfæstede 1485, at Karup Kirke maatte være Sognekirke, hvad
den i øvrigt fra ældre Tid, ifl. Tingsvidne fra 1487. havde været.